Man kunne tro, at det ikke kun er tilstedeværelsen, men hele skriveriet, der er forsvundet. At det utrolige er sket: skriften er udtømt, sygnet hen (måske), at det er en febrilskhed, som findes i denne tone, på denne blog. Hele morgenen har det regnet, hele natten har min krop været udspændt i en stadig opvågnen blandet med drømmebilleder, minder og håb. Det værste er ligegyldigheden. At de fleste digtsamlinger, de fleste romaner, novellesamlinger etc., som udkommer ikke er gode nok, betyder ikke længere noget for mig. Fred være med, at de fleste ikke har ambitioner om andet end anerkendelse. Fred være med konsekvenserne af deres ligegyldigheder. De kan gå rundt med deres egen personlige myte, deres egen personlige kamp for at slå igennem. Deres håb om at leve af at skrive (ligegyldighed). Fred være med det. Selv modsproget virker ligegyldigt, anfægtelsen (enigheden (fordi den ikke er modig, men konform)), den præcise sætning. Helt ærligt! Hvad er det for en ambition for litteraturen?
I virkeligheden er det modbydeligt: Mit hovede er fyldt med mennesker, der lever i virkelig angst for at dø, og som dør: Brændende lig, præcisionsbomber, bådflygtninge, sultkatastrofer, diktaturer, arbejdslejre(fabrikker). Det hele er alligevel en ørken, så hvorfor bekymrer I jer om litteraturen (og frygten for at den bliver demokratiseret)? Det kan rende mig.
Foran mig tordner landskabet (et overdrev, en hede, en køliggrøn mose) mens alt bliver dækket af salt. (Der er jo så mange som mener det godt).