ROMAN ROMAN (Driv den af dig!)

I Danmark var der engang ganske rigtigt en sorgløs generation af unge, som smilende nød sommeren, solen og havet - og som altid valgte Pepsi. Jeg lærte dem snart at kende, ikke personligt, men på afstand. De lignede os.
- Vi er der snart, sagde han.
Hun nikkede men svarede ikke. Det var "Two Brothers", en engelsk fragtdamper, der skulle østen
om Odden for at komme sydefter over Kategat til en af østersøhavnene.
Et sekund lignede hun Juliette Binoche. Så blev hun sig selv igen, næsten endnu smukkere.
Det vidste han. Det var naturligvis længe siden han var holdt op med at tænke på sig selv som en virkelig person. Hvis han overhovedet levede i denne verden, var det med Hugo Olsen Jacobs imaginære person som mellemled. En stol skurrede. Måske kom der nogen. Synet af de pyntelige forhaver og det milde lys fra vinduerne havde ikke længere den gode indflydelse på ham.
De blå blomster, hun holdt op mod ham, og hendes blå øjne forekom ham i det øjeblik at være et
billede på alt det, der var uden mening. Hun var blevet i sengen om morgenen, og de havde ikke talt sammen endnu. Han mærkede blæsten og den tætte, ustandselige støvregn ude fra Nordsøen.
- Fordi landet er midt i en politisk krise, hviskede hun svagt.
Og han forstod med det samme at det var dét blomsterne var til for.
- Underligt kan det gå, svarede han, ingen ved hvor evnerne sidder gemt.
Næste morgen fandt de ham hængende højt i den store sølvabild i Rosengården. Der sad en krage
på hans hovede med tæerne i hans grå hår. Stilheden fik hende til at lytte til sine egne lyde, den lette knirken hjerteslaget fremkaldte i fjedrene og dynens svage skraben, når hun trak vejret og brystkassen hævede og sænkede sig. Jeg er godt tilfreds med blomsterne, tænkte hun, de ser ud til at lykkes for mig.