Dit liv er jordens ar. Patetisk. Sentimentalt. Jeg kan ikke arbejde med det. Det er da klart, at det ikke interessere flere mennesker. Spred dog lidt glæde. Lidt smil. Ræk ud efter drømmene og giv dem til de fattige, de tørre, de triste. Byd op til dans og peg på sproget som noget konkret. Det omgiver os, det indhyller os. Det varme sprog (modbydeligt) og det kolde sprog (nøgternt). Jeg gider ikke gå rundt og kede mig længere. Lad os bare sige det er mig der gav op. Lad os bare sige det. Lad os bare tale om at opfatte sætningen som en del af virkeligheden på samme måde som et bord, fx. Der ligger et revolutionært potentiale gemt her, i sproget (originalt), i måden vi taler med hinanden på. Men hvor er det du taler fra? Fra fjendens lejr, måske, fra hele den verden, der har afvist dig hele dit liv (og som altid vil iagtage dig som en fiasko) og aldrig hele det hele. Derfra satte det nydelige kærestepar sig under den mørke elm, blæsten blev svag i knæene og da Michael samlede sin egen smerte i to sætninger var Pia allerede gået fra hinanden. Når det skete var det selvfølgelig fordi de ikke kunne leve sammen, og til deres dages ende måtte gå tidligt i seng og arbejde hårdt. Mere konkret fandt både Michael og Pia nye elskere, og skabte hver for sig hver deres helt almindelige familie. Virkelig dejligt.