øh

Til forskel fra tidligere: stress ned. Det er jo bare det totale øde-
lagte landskab der hænger deroppe (fortvivlet). Ikke en ørken, ikke Antarktis, ikke den saltfyldte sø, vi driver fiskene op fra. Glem dog den angst, glid med og lad de andre forvitre. Lad dem grine i tilfældet, græde i deres ambitioner (åh, jeg-ambitiøse sansninger). Det er en flod, og det er håbløst akavet, kluntet og kravlende, krybende. Det driver afsted: smeltevandet, nedfaldsvandet (regnvejrsdråber), sprogopløste landskabsmalerier. Jeg
trådte et par skridt tilbage og trak strategierne op af min hat, et par
klatter i sproget (lidt grøn og lidt grøn). Dét er den virkelige katastrofe: Jeg-jeget kælver klar tale ud og bliver mere som havet.