lørdag den 16. januar 2010

Jeg kan ikke koncentrere mig, ikke tænke, ikke samle mine tanker om noget konkret. Måske min hjerne har forvandlet sig til en fugl, der nu cirkler med skyerne, skyggerne, med den kolde blæst, det kolde bæst, den sorte hest, højt oppe, og har formet sig som små dun under læben (det kilder) som en lille fjer i hatten.
Som om jeg skulle have en fjer på, som om jeg havde skudt papegøjen, havde drukket duerne under bordet (åh, igen, forvildelse, forvildelse, forvildelse).
Hernede under hele universets mørke er det som om, søvnen har taget over, og efterladt alt, der er tungt i denne verden, til en svajende dansende bevægelse for vinden (nej, i vinden), blafret fortvivlet omkring i den vind, vind, vinden. Grene kan knække i den storm, kan knække i den - orkan-agtige - blæst. Hvis min hjerne så lige ville kaste et reb ned, jeg mener. Årh. Det er jo håbløst at sige noget præcist, noget koncist, noget nøjagtigt, noget poetisk sludder til alle de håbløse drivende, der driver hér forbi. Hej!
Altså: koncentrationen er blevet til en fugl der cirkler med skyerne. Meget præcist. Ja. Virkelig dækkende.
Pepsien bobler i min næse. Den sagde tsjet, da jeg åbnede den, som kun russiske konsonanter kan gengive det. Opvaskemaskinen lumrer. Det er mørkt udenfor. Det er alt for ofte mørkt i Danmark (se dér sagde han noget rigtigt). Jeg kan godt lide det her klip som Mads Eslund har lagt på sin blog. Det vil jeg meget hellere tænke på. Og høre musik bagefter. Men jeg altså. Jeg kan ikke koncentrere mig, og er taknemmelig over, Mads har lagt sådan et fint klip på sin blog. Jeg vil gerne forvilde mig noget mere. Er der mere at sige nu? Ja, selvfølgelig. Men jeg vil nøjes med at sige: Jeg håber virkelig du synes om vores nye nettidsskrift. Nummer nul. Nummer tusind. Man kunne skrive: At bladre sig vej ind i verden til vreden slår ud med rødsort manke og sværte på fingrene. At tage de første indledende skridt. At byde velkommen (blidt) og hilse med hatten: Velkommen, velkommen hér.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar