Udstregninger

Problemet er, at den kritik man retter mod den såkaldte priviligerede position, i langt de fleste tilfælde får en form, der netop afviser enhver form for kommunikation og derfor ender med at

Foragt altid selvfedmen især i de tilfælde, hvor den fremstår som alt andet end selvfedme: når det ikke er digtet der træder frem i sætningers techno, men bare et ubetydeligt beat, der bliver gentaget igen og igen som et ekko fra en verden, der forlængst har vundet sine kampe.

Hadet. At sætte sig udover endnu en ligegyldig diskussion om værket, Værket (som man siger), at insisterer på at det ikke er i sproget overgrebet sker, men i verden, men mellem mennesker, at se det som en selvfølge at gå ind i systemet, i forvaltningen, og dér tage kampen for flere rum til intet, istedet for igen og igen at

bla bla bla

Det kan ikke passe, at den mentale blokering stadig findes i dyret (i miljøet). Det dur ikke, at kritikken af sætningen, volden, bliver placeret i sit eget lille fængsel (bogen) istedet for fritsvævende at folde sine vinger ud. Vi bliver nødt til at insisterer på at vakle, at snuble, at vælte, at lave dårlige digte, dårlig litteratur fordi det er god litteratur, at blotte vores svagheder og fejle igen og igen. At forstå og arbejde med mekanismerne for udelukkelse og latterliggørelse, at undlade at samle os i vores egne små klynger af meninger. Træde vande, og vande blomsterne. At forsøge med det umulige mørke men ikke fordi det er en kamp, men fordi vi rent faktisk interesserer os for hinanden. At smile og

Hvad er der mere at sige? Du så dig tilbage og smilede som om alt dette var dit.