Det er selvfølgelig hæsligt: Ligegyldigheden. At det hele pludselig smelter sammen med en grå himmel og begynder at tude. Floder af gråd løber mine sko i møde. Hvis det ikke var fordi, jeg ikke vil finde mig i blødsødenhed (selv fra tingene selv) havde jeg højst sandsynligt skrevet en lille mærkelig salme til vejret og tingene og al deres ivrige smelten, smeltevandsfloder osv. Tankevækkende? Nej. Jeg havde sikkert ikke behøvet at jage mig selv op i en krog af undskyldninger, hvis jeg var blevet indenfor, men ak! Jeg har allerede været længe ude. Og det er ikke for at score billige point eller høste andres jagt på talent, at jeg siger det. Sagde jeg det? Heller ikke dét var der mening i. Alt for længe har jeg simpelthen ikke taget mig tiden. Ikke fordrevet kedsomheden med et par linjer af sol. Istedet er det hele blevet overladt til en sær selvhøjtidelighed og jagt på et sandt udtryk. Eller et falsk udtryk. I hvert fald et udtryk der tager sig selv så alvorligt og hænger så tungt i latteren at det minder om vinden. Bare mindre end vinden. En ulidelig knevren, der har nok i sig selv. Sådan en selvretfærdighed og selvtilstrækkelighed vil jeg gerne være en del af. Helt klart. Og med store smil vil jeg trække de skønne kunstarter med ned til vandet og drukne dem og falde i ét med den latter.