Jeg gik selvfølgelig, som altid, op i røg, eller mine øjnes langsomme arbejde fra sætning til sætning til afsnitsbegyndelse endte med en stille susen i mit øre: Jeg kan ikke få mig selv til at skrive om Ida Marie Hedes Seancer. At prøve giver ikke engang mening. I mit hovede skal skriften knyttes til et styrtende flow, et uimodståeligt show, og det viste sig ikke. Desværre. Andre er glade for bogen. Andre er ikke glade for bogen. Det er sådanset ikke dét det handler om. Jeg kan ganske enkelt ikke håndtere den. Så er dét sagt. Og med dét også det første anslag og endnu en tålmodig (eller rystende) bekendelse: Jeg har ikke opgivet denne skriven om andres skriven. Nej, slet ikke. Der er bare så mange undskyldninger i verden og jeg, jeg øver mig i at bruge dem alle. Taktfast og helst med et ben bagude. Trofast. Fastgjort til nethinden. Udenfor, årh, træerne dynges op med sne og cykelstierne skrumper pga af is og søerne ligger som kæmpetorve midt i byen og råber på at vi holder en stor-stor fest netop dér, fordi vi elsker byen.
Med undskyldninger i øjnene og hemmeligheder i ærmene: Kærligst Peter-Clement