strejker, striker

Men det var en anden jeg var,

en anden sommer, en anden dag,

en anden end hvem? den samme som altid

i kløfter af tvivl samler gaden blikkene sammen

En lang regnfuld aften

Et forårs uroligt

Et hjerte i takt med sig selv

med ligeyldighed overfor ingen

en større frost i øjnene

og træernes tunge rytme i regn, i mit indre

så driver det ad gaderne, gråt, vådt og du
du gik og gik og drak dagene op
trak søvnen af kroppen og stod
nøgen
i mellem dig selv, i de mindste bevægelser, den
mindste forvirring

dagene glider af mig og væk
det er dagene der glider af mig og væk
det er dagene, dagene der glider

sammen, den mindste forvirring, i drømme bag ruderne

stjernerne hænger i dine øjne
hjernerne hænger i dine øjne (du spiser dem, du gumler dem)

Efter en aften alene i regn, skriver jeg,
langsomt, om din glemte berøring, dit hjertes forvitrede håb,

sådan en sten fandt jeg
dybt under jorden, i jorden, jeg gravede et hul
i det danske
landskab, gravede ned og fandt
forvitring i hjertet, fandt frost, fandt
saltet samlet i lyse striber, fandt mørket (gammelt træ)

Og gik væk med det hjerte, gik bort,


Nyhedsbreve og flere profiler (på nettet): mit jeg
indtages af andre og smukkere blikke, af pikke

overskrifterne glider fra side til side, jeg trækker på håbet, en
klynge af hvide flammer v(leth) om hånden

Ved stranden lagde vi sandet helt tæt til huden blev væk
og havet forsvandt i dit øje

Jeg er træt af alle de underligheder, af skriften der taler men ikke
siger noget, jeg vil så gerne gøre mig umage. Men der er mange jeg ikke kender længere

Mine øjne trænger til tætte forbindelser, at blive hevet med gennem mørket
til alt er et hamrende hjerte bag huden, en pentiumprocesser i kraftig forandring,
et motherboards heftige susen, en ny investering i bæredygtig træthed

Som øjnene har det lige nu forvandles deres trygge huler til sår, det kradser i huden
det kradser i kødet i blodet, det kradser i neglenes ekko af lyde det kradser

Jeg ville gerne gøre det bedre

Men aftenen kastede et efter et
et efter et

en efter en (bitches in the dark) Mellem havet og stjernerne

alt der er dig, sort hår om natten

Du forsvinder i nattens hud, bag dine briller glider du ud og videre væk, går bort.

en anden end hvem?

den samme som altid, en kølig sommer i blinde,

på græsset trak vi tiden ud med frokost og lette berøringer,
to fugle stak af imod himlen, mens annemoner og vinterhvid aske bøjede sig
foren træt bevægelse, en langsom nat af
ens lyde,

ens lyde

er de samme lyde.

Skitsen som den største fejl i jeg kan ikke sige det anderledes, det er fortov i blikket, det erlyskryds i smilet, det er tundraen i dit hår. Jeg forsvandt i de krøller, i de blege træer mod stranden. Sådan kan man også forsvinde,


fortryde og slettes igen.