Men efter det ødelagte, at ubeskyttede fly driver i mine drømme, åbner tilfældige døre, og lukker igen, at de ubemandede, mandskabsløse, at vi ellers bare gør som vi plejer, snupper en endelse dropper et stød, at det langsomt går ind i sproget. Det er vist dét. Drabene, at fjenden er en man skyder. At den politiske modstander ikke er en man forhandler med. Måske er det derfor støjen er dragende. Det ødelagte sprog, den smadrede syntaks. Udsigelse som et udtryk for magt. Nej. Udsigelse som et udtryk for afmagt. Er det nok at sige tingene som de er? I nat havde jeg mareridt igen. Det er altid den samme gang gennem byen, de samme vinduer, de samme hjørner og genveje, smutveje, vildveje. Det minder mere og mere om en film. Det samler sig i scener. Alting hænger sammen med musikken. Det er patetiske bevægelser. Men det er vel ok, at det er patetisk. Alt taget i betragtning er det måske det eneste at gøre. Ikke at gå i klicheer til navlen, men at danse i klicheernes skygge. Det er jo også banalt at gentage modernistiske eksperimenter i en uendelighed. Idag virker mine fingres vandringer underligt forladte. Klaveret i stuen står bare og nikker vemodigt. Den der tier samtykker. "Den man elsker tugter man. Den man ikke elsker slår man ihjel", jeg kan ikke huske, hvor det er fra. Jeg tror jeg så det skrevet på en mur engang. At glemme. Det hænger igen ikke sammen. Det er et stort rod. Ting flyder sammen og forsvinder.