Middag. Jeg har længe kluntet rundt med de mindste partikler, små stirrende ord, der i blege bølger foldede sig ud af hinanden og ind i et mere kedeligt gitter, der nu kigger dumt tilbage fra skærmen og venter på at blive lagt væk. Igen. Det er det sært poetiske vi må prøve at sætte os ind i. At sproget og sætningerne har gang i noget alvorligt, der også handler om virkeligheden, men ikke kun handler om virkeligheden. At digtene (eller hvad vi nu bør kalde dem, de sproglige udtryk) har et ærinde med kunsten (Kunsten) og at det ærinde også har noget med os fortvivlede mennesker, som lever vores fortvivlede liv, at gøre. Jeg mener tag fx. linjebruddets tøvende stammen i Glenn Christians Ruben, at sproget er levende og en vejrtrækning i sig selv. Måske. Måske er det en tynd refleksion fra min side. Jeg leder i skyggerne, men for det meste finder jeg kun sansninger, forvirrede blikke. For mig er de sproglige udtryk selvfølgelig både knyttet til øret og øjet. Altså rytmen og linjebruddet (ordenes gliden ind og ud af hinanden i ensartede lyde og åh så forskellige lyde og digtets udtryk på siden, den lille fede klump, den lange tange der ruller nedover siden, de fire spredte linjer i stolt ensomhed, fx. fx.).
Det hele bliver let så småt. Det er selvfølgelig også derfor jeg læser om byplanlægningen og landskabets kulturhistoriske udvikling. Det er en flugt fra det hele og mig selv. Omm aftenen vender mine øjne alligevel altid tilbage til fingrenes fald over siderne. Der er en tavshed i dit blik her til morgen. Middag. En ringer til mig fra et hemmeligt nummer.