Senere drev vi bare afsted. Du. Du så igennem mine øjne, så poplerne, så pilen, så de trætte birketræer hænge i den våde jord, mens jeg, jeg afskyede mindre og mindre tingene som de nu engang var og som de nu engang er. Det var jo bare hændelser i forbifarten, et par løse bemærkninger. Ikke andet. Ikke noget teater i mit sind. Nej. Ikke noget mareridt. Slet ikke. Det var en kølig morgen, gaderne var mælkede af manglen på vind og en sky med lidt for meget jordforbindelse hang og zitrede dovent for enden af al vores udsyn. I en baggård kunne vi ikke finde ud. I en park kunne vi under egens bue skimte en sti, let bugtet, forsvinde i sin egen lille forvirring. En statue af en ung mand, fortabt i sit eget blik, fandt vores blikke bag træstammernes linjer og under kronen på værket: den bløde bøg, lys og klar til forårets komme. I mellemtiden var lyset lysnet og alt der var lyst var lyst. Det var det dummeste. Jeg begyndte at læse igen. Jeg læste husene og gaderne, de små pladser og pusterum, jeg læste fortovets fliser og og løb ind i en tanke af hvidt. Ak! Så længe havde vi jagtet angsten at den nu smuldrede ved vores kys.