Tågen og ørknen er på hver deres måde en tilstand, en stilstand, et landskab jeg igen og igen vender tilbage til. Jeg går i ørknen, famler mig frem gennem tågen. Det store åbne; men lukkede. Som en fortælling der uændret forandrer sig. På hver side er det et nyt rum, der viser sig nært, der lover lidt mere, der drager, der holder tilbage. En ørkenvandring. En stadig retlinjet struktur. Ingen spring i tid. Bare side efter side efter side. Så vågner jeg og lader min finger glide langs labyrintens knuste sten, sand & grus, langs mønsteret af fældede træer. Så er det håbløst igen. Opløst på en ny måde. En anden måde. Så er der en eller anden, der ikke kan finde rundt. En eller anden famler i blinde. En eller anden vil gerne finde rundt. En eller anden prøver at finde rundt, men finder en lige linje og fortsætter videre væk.