Det anstrengende knytter sig mest til modstanden i værket i sig selv. At det ikke gider blive læst, at det er ligeglad med læseren, skider på læseren, at jeg ikke kan slippe det i mine tanker. Men det var en anden dag, nogle andre tanker. Idag er det digtningen som kunstart, romanen som en kunstform. Det er ikke for at forsvare det håbløse værk, de håbløse sætningers forkrampede: det er fordi der i digtet er en bevægelse - som dine fine hår i huden - der ikke kan finde genklang i en mere forførende form. Forfærdende form. Mine linjer er, i mangel af bedre, ikke til nogen. De tilhører ingen og er vidunderligt frie i deres bølgen i overfladen. Det er måske dét: At man selvfølgelig ikke  har krav på noget som helst når man har sat sig det uvirkelige mål i hovedet: at skrive og skrive uden nogen som helst nytte i sigte. Ingen læser i sigte, intet som helst andet end dette: At skrive på dagen og lade dagen skrive igen. Men så gik jeg hen til mit hule træ for at finde et skjul, en skærm til mere mørke tanker. At det også var uudholdeligt, at det også var tåbeligt. Det regnede og det holdt op. Der var film i fjernsynet og pludselig var det nat og jeg kunne alligevel ikke sove. Bla bla bla.