I skandalens sted. Eller bedre: Jeg havde længe siddet i overvejelser omkring poesien - dens væsen, dens sansning, dens krusninger og forskydninger, rytmer og bevægelser nedover siden, nedover siden, dens utrættelige knæk og tøvende, stammende, mumlende, dens billeddans på stribe osv. osv. - og da jeg pludselig opdagede, at jeg stadig sad i en sådan dyb positur, gik et smil igennem min krop, og jeg lo. Jeg sad der efter min egen højtidelighed og blev en bæk, en klukkende barnlig bæk af min krops rytmiske luftpumpninger osv. osv. Derfor rejste jeg mig. Det var derfor jeg rejste mig. Jeg rejste mig for at rejse mig, og det var fordi jeg lige havde tænkt på den dybe alvor og erkendt latterligheden dér i mine dybe skygger, mit pandelandskabs tiltagende fordybning og kløftdannelse. Det var alvoren, som dér fik selskab af latteren, den ubekymrede. Senere gik jeg ud og faldt i staver.