Dag i

Et sår til vennerne, en skridende hjerterytme, et par dage i stilhed. I vinduet står tulipanerne og hænger med hovedet, glasset med vand er tomt, lampen går ud når jeg bevæger mig (en løs forbindelse, en usikker pære). Jeg rækker ud efter det tomme glas, jeg lukker øjnene, jeg åbner øjnene, jeg lukker dem. I mørket er alting mere virkeligt, mere klart. I metroen jager folk deres egne dumme ambitioner og skjuler blikket for hinanden. Nyhederne laver folder i toget, sværtevæld henover sæderne. Jeg kan mærke kulden. Jeg kan mærke det smil. Da jeg haster ned ad Rolighedsvej er jeg sent på den. Jeg ser ikke de mennesker jeg går forbi. De træer, de huse. Ser ikke de modkørende cyklister, himlen (overskyet?), rækværket, de små stier og buske. Døren åbner sig automatisk efter det første tryk. Jeg glider ind og forsvinder.