Brev ii (gammelt, men hemmeligt)

Kære ven,

ja, nu flår efteråret i sine dagkrympslængde og modstiller mørket til lyset: Det er aften. Jeg tillader mig at skrive "ven", da det er sådan jeg betragter dig. Betragtningen er en blid gestus. En ærlig bøjen og et smil. Jeg kunne også have stejlet op i en: Kære lærer. Men det er jo ikke det, dette skal handle om. Et tæppe af mørke ligger tæt og fra vinduet står søjler af vinterhvid aske: Løgn. Det er aften og udenfor tegner husenes lys et landskab mod mørket. En omvendt krystal. Måske. Det er sådan set ikke derfor. Det er fordi sådan en aften som denne, kære ven, giver plads til vemodet. Som Højrup skriver: Russerne i kupeen ved siden af ler med et vemod der går gennem moderruslands 11 tidszoner. Hvem kan hamle op med det? Jeg vil bare knytte den her bemærkning til dagen som den ser ud nu. Aftenen. (Ja, man må rette sig selv) Du skal have mange tak for dine blik på mine udskejelser indover fjeldene(som jeg elsker at kalde det), indover papiret. Nedover. Nedover papiret. Skærmen. Henover skærmen. Men det var jo ikke det. Det er fordi andre gør det. De gør sig til. Klæder sig ud. Puster sig op. Det er fordi andre gør det, fordi andre gør det. Jeg skrev tidligere Kære lærer. Men kære ven er på sin plads. Der står et glas vand på mit bord. Men du fortalte om Roubaud, hvordan han brugte det private (men privat?) i sine digte. Men jeg har tænkt på det, og det private er jo først et problem når sætningerne ikke får en krop som kan gå ud i verden og vise og bevise hvordan vi er mennesker og fulde af fejl. Eller nærmere: Hvis Napoleon: Det private er et problem, hvis vi kun får noget ud af teksten ved at kende historien bag. Det er banaliteter. Efteråret lægger ligesom op til sådan nogle. Ville jeg sige det? Ville jeg sige det: ville jeg sige det. Hvor morsomt!(Skal siges hele tiden, helst højt og fornuftigt med tungens elegantelefant)jeg er begyndt at tro på skriften igen. Det giver ikke mening konstant at underminere alt ved sin fnisen. Jeg ønsker dig også et godt helbred, en søbred, hvor solens vilde vellugt går op igennem platantræernes kroner, og hvor man stille og roligt kan nyde digtenes kroppe.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det rigtige. Og lad os snart drikke den kop te i dit køkken.