Tidsskriftet Morgenrøde

Der er sket ting og sager. Fx. findes det nye nr af tidsskriftet nu udelukkende som pdf (snart følger de første numre). Lige til din printer. Som altid på den kryptiske adresse: xn--morgenrde-r8a.dk men nu også på adressen morgenroede.dk - Skriv til os på redaktion@morgenroede.dk - det gør os glade. Hej hej fra den hvirvlende. Vi præsenterer forfatteren Bolaño. Læs, læs, læs

Vi lavede et bål

I skandalens sted. Eller bedre: Jeg havde længe siddet i overvejelser omkring poesien - dens væsen, dens sansning, dens krusninger og forskydninger, rytmer og bevægelser nedover siden, nedover siden, dens utrættelige knæk og tøvende, stammende, mumlende, dens billeddans på stribe osv. osv. - og da jeg pludselig opdagede, at jeg stadig sad i en sådan dyb positur, gik et smil igennem min krop, og jeg lo. Jeg sad der efter min egen højtidelighed og blev en bæk, en klukkende barnlig bæk af min krops rytmiske luftpumpninger osv. osv. Derfor rejste jeg mig. Det var derfor jeg rejste mig. Jeg rejste mig for at rejse mig, og det var fordi jeg lige havde tænkt på den dybe alvor og erkendt latterligheden dér i mine dybe skygger, mit pandelandskabs tiltagende fordybning og kløftdannelse. Det var alvoren, som dér fik selskab af latteren, den ubekymrede. Senere gik jeg ud og faldt i staver.

Jeg laver ikke noget. Læser, skriver, sover. Jeg gider ikke spise. Jeg gider ikke gå udenfor. Birkens krone fra vinduet, den bruser. Den åbner og lukker sig,
.Ligesom mågerne. Ligesom Gunnar Wærness' digt. At hænge ud dér. Og intet gøre. Jeg skriver meget. Jeg læser meget. Men. Min krop gider ikke noget. Ikke spise. Ikke gå. Ikke løfte ting. Ikke flytte ting. Mine øjne følger overskrift efter overskrift. Verden er et ubehageligt sted. Snøen,hvitheten / blir aldri // hysterisk, // tror jeg.Gør som du plejer. bla bla bla

Det anstrengende knytter sig mest til modstanden i værket i sig selv. At det ikke gider blive læst, at det er ligeglad med læseren, skider på læseren, at jeg ikke kan slippe det i mine tanker. Men det var en anden dag, nogle andre tanker. Idag er det digtningen som kunstart, romanen som en kunstform. Det er ikke for at forsvare det håbløse værk, de håbløse sætningers forkrampede: det er fordi der i digtet er en bevægelse - som dine fine hår i huden - der ikke kan finde genklang i en mere forførende form. Forfærdende form. Mine linjer er, i mangel af bedre, ikke til nogen. De tilhører ingen og er vidunderligt frie i deres bølgen i overfladen. Det er måske dét: At man selvfølgelig ikke  har krav på noget som helst når man har sat sig det uvirkelige mål i hovedet: at skrive og skrive uden nogen som helst nytte i sigte. Ingen læser i sigte, intet som helst andet end dette: At skrive på dagen og lade dagen skrive igen. Men så gik jeg hen til mit hule træ for at finde et skjul, en skærm til mere mørke tanker. At det også var uudholdeligt, at det også var tåbeligt. Det regnede og det holdt op. Der var film i fjernsynet og pludselig var det nat og jeg kunne alligevel ikke sove. Bla bla bla.

Nogengange siger du, fuck hvor det regner, eller, jeg tror havet har indfundet sig overalt. Så regner det. Så holder det op. Så kørte der lige en bil forbi. Så skete der ikke så meget. Så var det farten og hvirvlernes tid. Sådan.

Det er en blå himmel, der har lagt sig i alt. Mine fingre bladrer igennem en bog, jeg har lånt. Om Anselm Kiefer og Paul Celan.
Den anden dag fandt jeg Helena Erikssons De, bare, hvis forside pryder forsiden på Amalie Smiths Fabrikken falder. At jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med poesien, er sådan set ligemeget. At læse og blive ved med at læse.

pakke

Jeg farede vild i Høje Taastrup. Jeg skulle hente en pakke, der ikke kunne leveres.

Cy Twombly

"Lukkede øyne, snøskriften
skal ikke
le-
ses.

Greinverket i håndflaten,
ledetrådene,
skal ikke
ty-
des.

De reiste. De etterlot
også tegn, de
fra-
værende."

- Tor Ulven

Nåja. Det er jo ikke fordi jeg i virkeligheden stormer igennem tekst efter tekst: Men alligevel. I formiddags travede jeg igennem SUTs city slang og videre til en eller anden tilfældig samling digte. For det meste ligegyldig, men alligevel. Til sidst sad jeg fast i The urban revolution og træfningerne i mine øjne, de uklare lyn, den milde sortning i blikket, tog til. Jeg hang med det yderste europa i mine fingre og trak Saturn og et brev til ingen. Skyggerne løber ingen steder. Dem skriver jeg med. Dem skriver jeg med.

Den allersidste kritikersalon. M. Larsen + M. Larsen

Den allersidste Kritikersalon afholdes på Forfatterskolen den 27. maj fra kl. 20-22

Martin Larsen og Marianne Larsen læser op af deres nye bøger – Hvis jeg var kunstner og Hvis en dag en hittevoksen. I panelet sidder denne gang Olga Ravn, forfatter og anmelder på Femina, Lars-Emil Woetmann, forfatter og litterær organisator, og Torben Jelsbak, post.doc. i dansk litteratur, Københavns Universitet.

Som altid vil der være gratis adgang, mulighed for at købe øl og vand og rig mulighed for at blande sig i diskussionerne.

Vi glæder os til at se jer.

Lars Frost, Tue Andersen Nexø

Teksterne gentager sig selv, spejler sig i hinanden, kredser og krydser spor og gentager sig selv og gentager sig selv. De flimrer i hinanden. Flokkes om de samme få ord. Smadrer sig ved at ligne hinanden. Ligner mere hinanden end sig selv. Ligner sortning i blikket og rifter i huden (hvad er der sket? ingenting). Jeg kaster ikke vanviddet after birds, herunter птица. Krakl! Krybb R unter lindetræer: Kron mig, hvide blind-blind gaten: g; høj: h, h, h. Mine feets mod himlens tavse flåder.

Cy Twombly

Men efter det ødelagte, at ubeskyttede fly driver i mine drømme, åbner tilfældige døre, og lukker igen, at de ubemandede, mandskabsløse, at vi ellers bare gør som vi plejer, snupper en endelse dropper et stød, at det langsomt går ind i sproget. Det er vist dét. Drabene, at fjenden er en man skyder. At den politiske modstander ikke er en man forhandler med. Måske er det derfor støjen er dragende. Det ødelagte sprog, den smadrede syntaks. Udsigelse som et udtryk for magt. Nej. Udsigelse som et udtryk for afmagt. Er det nok at sige tingene som de er? I nat havde jeg mareridt igen. Det er altid den samme gang gennem byen, de samme vinduer, de samme hjørner og genveje, smutveje, vildveje. Det minder mere og mere om en film. Det samler sig i scener. Alting hænger sammen med musikken. Det er patetiske bevægelser. Men det er vel ok, at det er patetisk. Alt taget i betragtning er det måske det eneste at gøre. Ikke at gå i klicheer til navlen, men at danse i klicheernes skygge. Det er jo også banalt at gentage modernistiske eksperimenter i en uendelighed. Idag virker mine fingres vandringer underligt forladte. Klaveret i stuen står bare og nikker vemodigt. Den der tier samtykker. "Den man elsker tugter man. Den man ikke elsker slår man ihjel", jeg kan ikke huske, hvor det er fra. Jeg tror jeg så det skrevet på en mur engang. At glemme. Det hænger igen ikke sammen. Det er et stort rod. Ting flyder sammen og forsvinder.

"Hvor ville jeg dog ønske
jeg kunne være øm imod dig,
holde dig i hånden
som en frøunge!
Men jeg er sådan i vildrede:
på himlen vokser månen
og i skoven granen
og jeg er ikke sikker på
vi nogensinde når til kommunismen."

- Pentti Saarikoski

En dyb blå har fundet bund i dit øje. (jeg rør, jeg rør).

Flere dage har jeg vandret omkring.

Hilst på flere end ellers.

Det føles som om.

Jeg er på vej.

et opslag

tre opslag

Jeg linker og linker og linker. Det er altsammen fra BLDBLOG.

"(...)
Sort med dets dybe mørke er nødvendigt for at give den rette dimension til farvetonernes lyskraft. Hvidts lyse strålekraft er nødvendig for at give farverne deres materielle kraft. Mellem sort og hvidt pulserer farvernes synlige verden. Så længe farverne er bundet til motivernes verden, kan vi se dem og forstå deres lovmæssigheder. Deres inderste væsen forbliver skjult for vores forstand og kan kun fattes intuitivt. Derfor kan regler og love kun være skilte på vejen til skabelsen af et kunstværk i farver.
(...)"

// Jeg læser Farvekunstens elementer af Johannes Itten. Det er sort udenfor. Ikke sort, men der mangler lys. Det knitrer fra mine højttalere. Jeg skriver og skriver. Jeg læser og læser. Jeg prøver at forstå. Indimellem gider jeg bare ikke. Indimellem regner det. Indimellem sidder jeg alene og ser en dårlig film.

Tågen og ørknen er på hver deres måde en tilstand, en stilstand, et landskab jeg igen og igen vender tilbage til. Jeg går i ørknen, famler mig frem gennem tågen. Det store åbne; men lukkede. Som en fortælling der uændret forandrer sig. På hver side er det et nyt rum, der viser sig nært, der lover lidt mere, der drager, der holder tilbage. En ørkenvandring. En stadig retlinjet struktur. Ingen spring i tid. Bare side efter side efter side. Så vågner jeg og lader min finger glide langs labyrintens knuste sten, sand & grus, langs mønsteret af fældede træer. Så er det håbløst igen. Opløst på en ny måde. En anden måde. Så er der en eller anden, der ikke kan finde rundt. En eller anden famler i blinde. En eller anden vil gerne finde rundt. En eller anden prøver at finde rundt, men finder en lige linje og fortsætter videre væk.

Når jeg engang imellem forvilder mig ud i internettets kringelkroge bliver jeg altid glad for at forvilde mig ind i koordinats labyrint. I dag stødte jeg fx. på dette: a series of events. Teksten bevæger sig så langsomt. Så rigidt. På en måde. Det er forbilledligt. Læseoplevelse. At man trækkes afsted. Yir

Af Elementært program fra bureauet for unitær urbanisme

"Trafikken er organiseringen af alles isolation. Det er deri, den udgør det største problem for de moderne byer. Den er det modsatte af mødet, opsugningen af de kræfter som er disponible for møder eller hvilken form for deltagelse det end måtte dreje sig om. Denne deltagelse, som er umuliggjort, er erstattet af skuespil. Skuespillet manifesterer sig i boligen og mobiliteten (boligens tilstand og vilkårene for personbefordring). For i virkeligheden bor man ikke i en bydel, men i dens autoritet. Man bor et eller andet sted på den sociale rangstige. (...)"

Jeg linker.

Senere drev vi bare afsted. Du. Du så igennem mine øjne, så poplerne, så pilen, så de trætte birketræer hænge i den våde jord, mens jeg, jeg afskyede mindre og mindre tingene som de nu engang var og som de nu engang er. Det var jo bare hændelser i forbifarten, et par løse bemærkninger. Ikke andet. Ikke noget teater i mit sind. Nej. Ikke noget mareridt. Slet ikke. Det var en kølig morgen, gaderne var mælkede af manglen på vind og en sky med lidt for meget jordforbindelse hang og zitrede dovent for enden af al vores udsyn. I en baggård kunne vi ikke finde ud. I en park kunne vi under egens bue skimte en sti, let bugtet, forsvinde i sin egen lille forvirring. En statue af en ung mand, fortabt i sit eget blik, fandt vores blikke bag træstammernes linjer og under kronen på værket: den bløde bøg, lys og klar til forårets komme. I mellemtiden var lyset lysnet og alt der var lyst var lyst. Det var det dummeste. Jeg begyndte at læse igen. Jeg læste husene og gaderne, de små pladser og pusterum, jeg læste fortovets fliser og og løb ind i en tanke af hvidt. Ak! Så længe havde vi jagtet angsten at den nu smuldrede ved vores kys.

Læser. Har lige læst endnu en tekst af Amalie Smith. Fra en avis der er lavet i forlængelse af en udstilling hos IMO på Carlsberg. Teksten kredser om den kunstige fastholdelse af tingenes tilstand, at påstå en stilstand når det hele forandres, er flydende. Det synes jeg er godt gjort. Det synes jeg ærligt er en helt imponerende lille tekst som folk ude på mit studie i landskabsarkitektur og bydesign også burde læse.

q

Det er det ødelagte. Dagene. At arbejde med mørket. At efterligne det. Jeg drev ud af en skygge, fulgte dens flagrende, bløde, til hvad? Jeg drev ned ad gaderne. Og så. Intet. Fordømmelsen, vi fordømte. Det. Flyder. Ud. Af. Mig. Fra mig. Fra hullerne i huden. Indfald i kroppen. Fingres forvitrede, forsvindende (træt berøring), tilfældigt. Bag husenes ruder hænger drømmene spredt. Jeg ved ikke hvad du laver. Men jeg. Jeg er mislykkelser og en skalp der kan tages når tiden er inde. Glæd dig. Ikke for tidligt. Glæd dig, min ven.

vi glemte os ved brøndby strand

der lå tåge

udenfor regner det

brev

"Jeg vil følge de forskellige veje som åbner sig for den skrift, jeg, jeg tror på det. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan forklare det, men jeg, jeg har en fornemmelse af, at det kan blive godt henover sommeren, her de næste par uger, her over efteråret, at det måske er muligt. Jeg har anskaffet mig en sindssyg mængde digtsamlinger igen, og æder dem som jeg gjorde for længe siden, de glider afsted i mit blik, digtene, de andres (selvfølgelig): Tor Ulven, Peter Nielsen, Celan, jeg genlæste Morten Søndergaards Fedtdigte og i mit indre åbnede sig en port, jeg synes det er så smukt, at poesien er alvorlig, tror jeg, at den har kant, at den ikke fimser rundt og er en klovn (uden klovnens vigtigste sorg), jeg læser Lars Norén og hårene rejser sig, jeg læser Laugesen henkastede Laugesen og tænker skriften må have sin nerve, sin sitren. Meget længere væk kan man vel ikke gemme sig, jeg har en følelse af højtidelighed og jeg genlæste Søren Ulrik og Morti Vizki og det slår mig, at jeg slet ingen kvinder har læst: Mørke digte skrevet af mænd. En pathos banker i de grå nuancers spil i de grå nuancers spil. Hjælp mig med såret, at det selvfølgelig er en træt modernisme, men Celan, for fanden! og Jaques Roubauds noget sort (jeg er trist over at måtte drive i oversættelsers små kajakker), små fly der letter fra hårene, en tilfældig bevægelses flygtigt. Jeg vil ha' zeppelinere, luftskibe (igår så jeg Spejlet af Tarkovskij (der er en scene med en mægtig luftgoble, en luftballon der nærmest ligner et køn eller noget der er drevet op fra havets dybe) og russernes måde at recitere digte, jeg ved ikke hvordan de gør det, men det er så vildt, så forbundet med at tale fordi det faktisk betyder noget, hvad de siger. En stadig større følelse af mørke hænger i mit sind har fundet bolig i mit sind, jeg tror det er krigen, drabene, skrigene, de anonyme bevægelser henover himlen der ender i frostens flammer, der skær sig igennem krop efter krop, jeg undskylder at jeg driver det med i denne mail, men det er dét mørke som vi lever i, på en måde, vi lever bag dets gardin og vi fejrer den danske model, et retfærdigt arbejdsmarked osv. osv. Det er en kølig aften og jeg ved ikke hvad."

49.

Der hersker
godt, ondt,

fortrængningsorgier,

troskab
hersker, som voldsparagraffen,

kærligheden
adlyder
det rene, ensartede og lydige,

men vi er
det totalitæres sår.

- Lars Norén, Murlod (1979), oversættelse Karsten Sand Iversen & Peter Nielsen: Ordenes Mørke - udvalgte digte

Snart

Jeg ved ikke længere hvad det er jeg fedter rundt med

Middag. Jeg har længe kluntet rundt med de mindste partikler, små stirrende ord, der i blege bølger foldede sig ud af hinanden og ind i et mere kedeligt gitter, der nu kigger dumt tilbage fra skærmen og venter på at blive lagt væk. Igen. Det er det sært poetiske vi må prøve at sætte os ind i. At sproget og sætningerne har gang i noget alvorligt, der også handler om virkeligheden, men ikke kun handler om virkeligheden. At digtene (eller hvad vi nu bør kalde dem, de sproglige udtryk) har et ærinde med kunsten (Kunsten) og at det ærinde også har noget med os fortvivlede mennesker, som lever vores fortvivlede liv, at gøre. Jeg mener tag fx. linjebruddets tøvende stammen i Glenn Christians Ruben, at sproget er levende og en vejrtrækning i sig selv. Måske. Måske er det en tynd refleksion fra min side. Jeg leder i skyggerne, men for det meste finder jeg kun sansninger, forvirrede blikke. For mig er de sproglige udtryk selvfølgelig både knyttet til øret og øjet. Altså rytmen og linjebruddet (ordenes gliden ind og ud af hinanden i ensartede lyde og åh så forskellige lyde og digtets udtryk på siden, den lille fede klump, den lange tange der ruller nedover siden, de fire spredte linjer i stolt ensomhed, fx. fx.).
Det hele bliver let så småt. Det er selvfølgelig også derfor jeg læser om byplanlægningen og landskabets kulturhistoriske udvikling. Det er en flugt fra det hele og mig selv. Omm aftenen vender mine øjne alligevel altid tilbage til fingrenes fald over siderne. Der er en tavshed i dit blik her til morgen. Middag. En ringer til mig fra et hemmeligt nummer.

Mennesket spytter på sit orgel.

Lidt nyt fra forårsaftnens syngende indre

Jeg sidder og sætter det kommende nummer af tidsskriftet Morgenrøde op. Lars Bukdahl har lagt en håbløs forudsigelig kanon op på sin blog og åh hvorfor skal det være så trivielt. Det er forbandet klaustrofobisk at læse, selvom det selvfølgelig sikkert har været vildt fabulerende, trænet morsomt, ironisk fablende, kærligt skrablene osv. osv. Det er fint nok. Selvfølgelig er det også gode digtere. Og fred være med det. Verden kaster fuglekvidrer efter alle uhyrlige smuksyn, og jeg driver videre i et stille kaos af pligter. Men for fanden: I morgen udkommer fx. Amalie Smiths FABRIKKEN FALDER – en filmroman i tre dele, og jeg ved ikke hvad jeg kan sige om den, andet end at den er hamrende smuk og lavet på en risograf, fx. og ydmygst kalde alle udefrakommende til at kaste et blik på den. Man tumler ind i den skrift og det er forrygende vidunderligt at sådanne bøger stadig falder ud af hænderne på de hemmeligste, vildeste, sejeste. I virkeligheden er det måske dét. At livet er så meget mere end, jeg er utilfreds med en anmelder og skriver et sablende læserbrev, det er simpelthen for tyndt. Åh, de behandler ikke litteraturen (med stort) Litteraturen ordentligt. Jeg hader det. Forbander det. Men selvfølgelig skal man tage litteraturen alvorligt, og det er selvfølgelig ikke ligegyldigt hvordan den ter sig. Vi vil bare have det hele med, en let susen i tiden. Et udfald og et anfald. Jeg selv fortsætter i de mørke gange og arbejder med skyggerne. Det er en sær musik der falder i sætningerne, ind imellem er det også bare lidt for sent. Jeg ser på kort over Danmark, gamle kort, trehundrede år går de tilbage og jeg prøver at sige noget fornuftigt om landskabet, rækker af træer, udslidte marker, en jernbanes kløgtige brusen. Jeg researcher om det mongolske storrige. Det vidunderlige er at det bruser med mennesker der er dygtige, som vil give til folk og som kan noget andre ikke kan. Jeg vil i hvert fald altid sige at alle bør smutte forbi Underwood på fredag fx. og købe Amalie Smiths bog.
Det var lidt løst og fast. Måske begynder jeg at skrive lidt her på bloggen om alt det skønne i verden.

Jeg gik en anden vej.

I løgnen løber et forårs fordi.

Søndag 11. april kl. 20: Digtoplæsning for Poesiens hus i lille Vega.

Hør blandt andet oplæsning af: Søren Ulrik Thomsen, Ursula Andkjær Olsen, Pia Tafdrup, Lars Skinnebach, Peter Poulsen, Niels Frank, Thomas Boberg, Katinka My Jones og Chresten Forsom og musik af: Free Electric, Hola Ghost, Klaus Ib Jørgensen (feat. Peter Poulsen), Rudiger Meyer (feat. Vagn Steen), Benjamin Koppel og Sjællands Strygekvartet.

Samarbejdspartnere

http://www.youtube.com/watch?v=5rXPrfnU3G0&feature=player_embedded

Jeg har snart skrevet 50 indlæg til denne blog jeg i sidste sekund har undladt at trykke. Hvad skal det dog betyde?

Peter Borum om Avantgarde.

Det forandrer sig.

Der er ikke så meget at skrive. Billedet interesserer mig. Det ligger som en tone trukket frem af mine drømme, der mere og mere ligner mareridt. Hver dag føles det som om dette lands samvittighed forsvinder mere og mere. Jeg bliver panisk og vil ud.

Men så er der den stille tvivl. At man ikke VIL spille med i dét spil. Dyrene jager hinanden, jager sulten og jages. Det løse. At man fanger sig selv og er en del af spillet. Hvad er det nu man siger? Jeg læste et par digte og de var kedelige, trættende og grå. Et eller andet sted er det begyndt at rumle. En uforklarlig tone følger med når jeg vågner. Jeg er stadig bange for mig selv.

Jeg ventede bare noget andet.

Jeg prøver at gøre det så godt som muligt

Læs, læs.

Det er selvfølgelig hæsligt: Ligegyldigheden. At det hele pludselig smelter sammen med en grå himmel og begynder at tude. Floder af gråd løber mine sko i møde. Hvis det ikke var fordi, jeg ikke vil finde mig i blødsødenhed (selv fra tingene selv) havde jeg højst sandsynligt skrevet en lille mærkelig salme til vejret og tingene og al deres ivrige smelten, smeltevandsfloder osv. Tankevækkende? Nej. Jeg havde sikkert ikke behøvet at jage mig selv op i en krog af undskyldninger, hvis jeg var blevet indenfor, men ak! Jeg har allerede været længe ude. Og det er ikke for at score billige point eller høste andres jagt på talent, at jeg siger det. Sagde jeg det? Heller ikke dét var der mening i. Alt for længe har jeg simpelthen ikke taget mig tiden. Ikke fordrevet kedsomheden med et par linjer af sol. Istedet er det hele blevet overladt til en sær selvhøjtidelighed og jagt på et sandt udtryk. Eller et falsk udtryk. I hvert fald et udtryk der tager sig selv så alvorligt og hænger så tungt i latteren at det minder om vinden. Bare mindre end vinden. En ulidelig knevren, der har nok i sig selv. Sådan en selvretfærdighed og selvtilstrækkelighed vil jeg gerne være en del af. Helt klart. Og med store smil vil jeg trække de skønne kunstarter med ned til vandet og drukne dem og falde i ét med den latter.

Selvfølgelig er det for at pege på min egen utilstrækkelighed. Det er klart.

Jeg gik selvfølgelig, som altid, op i røg, eller mine øjnes langsomme arbejde fra sætning til sætning til afsnitsbegyndelse endte med en stille susen i mit øre: Jeg kan ikke få mig selv til at skrive om Ida Marie Hedes Seancer. At prøve giver ikke engang mening. I mit hovede skal skriften knyttes til et styrtende flow, et uimodståeligt show, og det viste sig ikke. Desværre. Andre er glade for bogen. Andre er ikke glade for bogen. Det er sådanset ikke dét det handler om. Jeg kan ganske enkelt ikke håndtere den. Så er dét sagt. Og med dét også det første anslag og endnu en tålmodig (eller rystende) bekendelse: Jeg har ikke opgivet denne skriven om andres skriven. Nej, slet ikke. Der er bare så mange undskyldninger i verden og jeg, jeg øver mig i at bruge dem alle. Taktfast og helst med et ben bagude. Trofast. Fastgjort til nethinden. Udenfor, årh, træerne dynges op med sne og cykelstierne skrumper pga af is og søerne ligger som kæmpetorve midt i byen og råber på at vi holder en stor-stor fest netop dér, fordi vi elsker byen.
Med undskyldninger i øjnene og hemmeligheder i ærmene: Kærligst Peter-Clement

Kødet, vi arbejder med, er hinandens

kød.

Nej. Ikke noget.

strejker, striker

Men det var en anden jeg var,

en anden sommer, en anden dag,

en anden end hvem? den samme som altid

i kløfter af tvivl samler gaden blikkene sammen

En lang regnfuld aften

Et forårs uroligt

Et hjerte i takt med sig selv

med ligeyldighed overfor ingen

en større frost i øjnene

og træernes tunge rytme i regn, i mit indre

så driver det ad gaderne, gråt, vådt og du
du gik og gik og drak dagene op
trak søvnen af kroppen og stod
nøgen
i mellem dig selv, i de mindste bevægelser, den
mindste forvirring

dagene glider af mig og væk
det er dagene der glider af mig og væk
det er dagene, dagene der glider

sammen, den mindste forvirring, i drømme bag ruderne

stjernerne hænger i dine øjne
hjernerne hænger i dine øjne (du spiser dem, du gumler dem)

Efter en aften alene i regn, skriver jeg,
langsomt, om din glemte berøring, dit hjertes forvitrede håb,

sådan en sten fandt jeg
dybt under jorden, i jorden, jeg gravede et hul
i det danske
landskab, gravede ned og fandt
forvitring i hjertet, fandt frost, fandt
saltet samlet i lyse striber, fandt mørket (gammelt træ)

Og gik væk med det hjerte, gik bort,


Nyhedsbreve og flere profiler (på nettet): mit jeg
indtages af andre og smukkere blikke, af pikke

overskrifterne glider fra side til side, jeg trækker på håbet, en
klynge af hvide flammer v(leth) om hånden

Ved stranden lagde vi sandet helt tæt til huden blev væk
og havet forsvandt i dit øje

Jeg er træt af alle de underligheder, af skriften der taler men ikke
siger noget, jeg vil så gerne gøre mig umage. Men der er mange jeg ikke kender længere

Mine øjne trænger til tætte forbindelser, at blive hevet med gennem mørket
til alt er et hamrende hjerte bag huden, en pentiumprocesser i kraftig forandring,
et motherboards heftige susen, en ny investering i bæredygtig træthed

Som øjnene har det lige nu forvandles deres trygge huler til sår, det kradser i huden
det kradser i kødet i blodet, det kradser i neglenes ekko af lyde det kradser

Jeg ville gerne gøre det bedre

Men aftenen kastede et efter et
et efter et

en efter en (bitches in the dark) Mellem havet og stjernerne

alt der er dig, sort hår om natten

Du forsvinder i nattens hud, bag dine briller glider du ud og videre væk, går bort.

en anden end hvem?

den samme som altid, en kølig sommer i blinde,

på græsset trak vi tiden ud med frokost og lette berøringer,
to fugle stak af imod himlen, mens annemoner og vinterhvid aske bøjede sig
foren træt bevægelse, en langsom nat af
ens lyde,

ens lyde

er de samme lyde.

Skitsen som den største fejl i jeg kan ikke sige det anderledes, det er fortov i blikket, det erlyskryds i smilet, det er tundraen i dit hår. Jeg forsvandt i de krøller, i de blege træer mod stranden. Sådan kan man også forsvinde,


fortryde og slettes igen.

Hjernen trykker på kraniet.

Der er noget i mig, som ikke bryder sig om den gode læser. Selvfølgelig skal en læsning, en anmeldelse, whatever, være kvalificeret. Det er klart. Spørgsmålet er bare: hvad det er, der kvalificerer?

Jeg sidder og kigger på Ida Marie Hedes debut. Jeg har pluklæst i den. Jeg er bange for, hvordan jeg skal formulere mig om den. Hvordan jeg skal folde min læsning ud. Blødt-hvirvlende og med en fortabelse i hver sætnings lille ornament? Tørt konstaterende, i let skred som om gletcheres kroppe gled igennem mine tanker og efterlod lidt streger, et par sten i dem som om alt dette gjorde ondt.

Jeg bruger min tid forkert.

åh

Udstregninger

Problemet er, at den kritik man retter mod den såkaldte priviligerede position, i langt de fleste tilfælde får en form, der netop afviser enhver form for kommunikation og derfor ender med at

Foragt altid selvfedmen især i de tilfælde, hvor den fremstår som alt andet end selvfedme: når det ikke er digtet der træder frem i sætningers techno, men bare et ubetydeligt beat, der bliver gentaget igen og igen som et ekko fra en verden, der forlængst har vundet sine kampe.

Hadet. At sætte sig udover endnu en ligegyldig diskussion om værket, Værket (som man siger), at insisterer på at det ikke er i sproget overgrebet sker, men i verden, men mellem mennesker, at se det som en selvfølge at gå ind i systemet, i forvaltningen, og dér tage kampen for flere rum til intet, istedet for igen og igen at

bla bla bla

Det kan ikke passe, at den mentale blokering stadig findes i dyret (i miljøet). Det dur ikke, at kritikken af sætningen, volden, bliver placeret i sit eget lille fængsel (bogen) istedet for fritsvævende at folde sine vinger ud. Vi bliver nødt til at insisterer på at vakle, at snuble, at vælte, at lave dårlige digte, dårlig litteratur fordi det er god litteratur, at blotte vores svagheder og fejle igen og igen. At forstå og arbejde med mekanismerne for udelukkelse og latterliggørelse, at undlade at samle os i vores egne små klynger af meninger. Træde vande, og vande blomsterne. At forsøge med det umulige mørke men ikke fordi det er en kamp, men fordi vi rent faktisk interesserer os for hinanden. At smile og

Hvad er der mere at sige? Du så dig tilbage og smilede som om alt dette var dit.

Pia Juul skriver nogle helt fornuftige ting om p1s litteraturprogram, skønlitteratur på p1. Jeg sidder og hører det nu, og jeg synes Pia Juul skriver nogle helt helt fornuftige ting om det. Man kunne spørge sig selv, om det ikke er intervieweren i programmet, der er forfærdelig til at interviewe et menneske. Jeg synes det er helt fornuftigt at skrive at det er en helt hen i vejret interviewer. Men det skriver Pia Juul helt fornuftigt her. Lad os lige et øjeblik tænke på forenklinger, forsimplinger, fordummelser. Ja, lad os det.

Jeg synes også dette er sejt.

At komme i møde.

Fra kl. 14 til kl. 02 skriver jeg sammen m. Erik Scherz Andersen her. Læs med. Læs med.

Jeg kan ikke koncentrere mig, ikke tænke, ikke samle mine tanker om noget konkret. Måske min hjerne har forvandlet sig til en fugl, der nu cirkler med skyerne, skyggerne, med den kolde blæst, det kolde bæst, den sorte hest, højt oppe, og har formet sig som små dun under læben (det kilder) som en lille fjer i hatten.
Som om jeg skulle have en fjer på, som om jeg havde skudt papegøjen, havde drukket duerne under bordet (åh, igen, forvildelse, forvildelse, forvildelse).
Hernede under hele universets mørke er det som om, søvnen har taget over, og efterladt alt, der er tungt i denne verden, til en svajende dansende bevægelse for vinden (nej, i vinden), blafret fortvivlet omkring i den vind, vind, vinden. Grene kan knække i den storm, kan knække i den - orkan-agtige - blæst. Hvis min hjerne så lige ville kaste et reb ned, jeg mener. Årh. Det er jo håbløst at sige noget præcist, noget koncist, noget nøjagtigt, noget poetisk sludder til alle de håbløse drivende, der driver hér forbi. Hej!
Altså: koncentrationen er blevet til en fugl der cirkler med skyerne. Meget præcist. Ja. Virkelig dækkende.
Pepsien bobler i min næse. Den sagde tsjet, da jeg åbnede den, som kun russiske konsonanter kan gengive det. Opvaskemaskinen lumrer. Det er mørkt udenfor. Det er alt for ofte mørkt i Danmark (se dér sagde han noget rigtigt). Jeg kan godt lide det her klip som Mads Eslund har lagt på sin blog. Det vil jeg meget hellere tænke på. Og høre musik bagefter. Men jeg altså. Jeg kan ikke koncentrere mig, og er taknemmelig over, Mads har lagt sådan et fint klip på sin blog. Jeg vil gerne forvilde mig noget mere. Er der mere at sige nu? Ja, selvfølgelig. Men jeg vil nøjes med at sige: Jeg håber virkelig du synes om vores nye nettidsskrift. Nummer nul. Nummer tusind. Man kunne skrive: At bladre sig vej ind i verden til vreden slår ud med rødsort manke og sværte på fingrene. At tage de første indledende skridt. At byde velkommen (blidt) og hilse med hatten: Velkommen, velkommen hér.

Tidsskriftet xn--morgenrde-r8a

Kort

Idag udkommer Ida Marie Hedes debut: Seancer. Se her.
Når jeg har fået kæmpet mig ud af min nuværende situation, hvor tiden forsvinder imellem mine fingre, skriver jeg noget om den.

Dunkle lyde, det danser i hænderne, udenfor -. Jeg drikker te. Jeg kæmper med min krop, dens gåen ude af takt.

øh

Til forskel fra tidligere: stress ned. Det er jo bare det totale øde-
lagte landskab der hænger deroppe (fortvivlet). Ikke en ørken, ikke Antarktis, ikke den saltfyldte sø, vi driver fiskene op fra. Glem dog den angst, glid med og lad de andre forvitre. Lad dem grine i tilfældet, græde i deres ambitioner (åh, jeg-ambitiøse sansninger). Det er en flod, og det er håbløst akavet, kluntet og kravlende, krybende. Det driver afsted: smeltevandet, nedfaldsvandet (regnvejrsdråber), sprogopløste landskabsmalerier. Jeg
trådte et par skridt tilbage og trak strategierne op af min hat, et par
klatter i sproget (lidt grøn og lidt grøn). Dét er den virkelige katastrofe: Jeg-jeget kælver klar tale ud og bliver mere som havet.

På den måde opstår alle ting og alle sprog hele tiden over alt.
Jeg lærer et nyt sprog (famlende). Benknuste digte imellem hendes
øjne, imellem hendes ene næse-
bor og hendes
andet. Jeg trækker sæt-sæt-sætningerne ud og sætter dem sammen igen.
Jeg folder dem, bringer dem et nyt sted hen, begynder at pible (her
kan alt ske).
->-> fra søndag d. 17. jan. kl. 14 og 12 timer frem skriver jeg konstantskrift med Erik Scherz Andersen her. Det kan stadig lade sig gøre. Tro det eller ej.

Gæt et citat:

"Forskjellen imellem en Skribent, som optager sit Stof allevegne fra men ikke bearbejder det til et organisk Hele, og den, der gjør det, forekommer mig at være den samme som imellem forloren og virkelig Skildpadde. Den virkelige Skildpaddes Kjød smager paa nogle Steder som Kalvekjød, paa andre som Hønsekød osv., men det Hele er gået sammen i een organisme. I den forlorne Skildpadde kommer man alle disse forskjellige Arter Kjød, men det, der forbinder de enkelt Dele, er en Sauce, som dog ofte er kraftigere end det Pjat, som i mange skrifter træder istedet derfor."

Dag i

Et sår til vennerne, en skridende hjerterytme, et par dage i stilhed. I vinduet står tulipanerne og hænger med hovedet, glasset med vand er tomt, lampen går ud når jeg bevæger mig (en løs forbindelse, en usikker pære). Jeg rækker ud efter det tomme glas, jeg lukker øjnene, jeg åbner øjnene, jeg lukker dem. I mørket er alting mere virkeligt, mere klart. I metroen jager folk deres egne dumme ambitioner og skjuler blikket for hinanden. Nyhederne laver folder i toget, sværtevæld henover sæderne. Jeg kan mærke kulden. Jeg kan mærke det smil. Da jeg haster ned ad Rolighedsvej er jeg sent på den. Jeg ser ikke de mennesker jeg går forbi. De træer, de huse. Ser ikke de modkørende cyklister, himlen (overskyet?), rækværket, de små stier og buske. Døren åbner sig automatisk efter det første tryk. Jeg glider ind og forsvinder.

Brev ii (gammelt, men hemmeligt)

Kære ven,

ja, nu flår efteråret i sine dagkrympslængde og modstiller mørket til lyset: Det er aften. Jeg tillader mig at skrive "ven", da det er sådan jeg betragter dig. Betragtningen er en blid gestus. En ærlig bøjen og et smil. Jeg kunne også have stejlet op i en: Kære lærer. Men det er jo ikke det, dette skal handle om. Et tæppe af mørke ligger tæt og fra vinduet står søjler af vinterhvid aske: Løgn. Det er aften og udenfor tegner husenes lys et landskab mod mørket. En omvendt krystal. Måske. Det er sådan set ikke derfor. Det er fordi sådan en aften som denne, kære ven, giver plads til vemodet. Som Højrup skriver: Russerne i kupeen ved siden af ler med et vemod der går gennem moderruslands 11 tidszoner. Hvem kan hamle op med det? Jeg vil bare knytte den her bemærkning til dagen som den ser ud nu. Aftenen. (Ja, man må rette sig selv) Du skal have mange tak for dine blik på mine udskejelser indover fjeldene(som jeg elsker at kalde det), indover papiret. Nedover. Nedover papiret. Skærmen. Henover skærmen. Men det var jo ikke det. Det er fordi andre gør det. De gør sig til. Klæder sig ud. Puster sig op. Det er fordi andre gør det, fordi andre gør det. Jeg skrev tidligere Kære lærer. Men kære ven er på sin plads. Der står et glas vand på mit bord. Men du fortalte om Roubaud, hvordan han brugte det private (men privat?) i sine digte. Men jeg har tænkt på det, og det private er jo først et problem når sætningerne ikke får en krop som kan gå ud i verden og vise og bevise hvordan vi er mennesker og fulde af fejl. Eller nærmere: Hvis Napoleon: Det private er et problem, hvis vi kun får noget ud af teksten ved at kende historien bag. Det er banaliteter. Efteråret lægger ligesom op til sådan nogle. Ville jeg sige det? Ville jeg sige det: ville jeg sige det. Hvor morsomt!(Skal siges hele tiden, helst højt og fornuftigt med tungens elegantelefant)jeg er begyndt at tro på skriften igen. Det giver ikke mening konstant at underminere alt ved sin fnisen. Jeg ønsker dig også et godt helbred, en søbred, hvor solens vilde vellugt går op igennem platantræernes kroner, og hvor man stille og roligt kan nyde digtenes kroppe.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det rigtige. Og lad os snart drikke den kop te i dit køkken.

Røræg, æblejuice, te, lyst brød. Vaskemaskinen larmer. Aviserne flyder. Jeg tænker på dig. Det gør jeg virkelig.

Jeg er elendig til at sprætte bøger op. Nu ligger Elias Canetti, Fluepinen, som trevler på gulvet. Jeg går ud efter en skarpere kniv.

Sorg er kærlighed

Gammelt brev i, hemmeligt

Kære P

Ofte slår mørket ind i aftenen med en nærmest ulmende bevægelse, en omvendt opvågning som ikke kender forskel på den blide gestus; at falde til ro og den sitrende følelse af at se verden begynde igen. Jeg skriver til dig fordi jeg i noget tid har haft lyst til at skrive til dig. Jeg ved - mere præcist - ikke helt hvorfor. Men som det er med aftenen, kan man måske betragte det poetiske, sætningernes glødende styrtregn i årets skiften, som nu hvor efteråret går ind i en anden fase, der mere tilhører natten end dagen. Tilgengæld er dagene så klare at man drages af deres glimt. Og nu skriver jeg til dig fordi jeg har lyst til at skrive til dig. Jeg ved ikke om det er på sin plads med en sådan henvendelse. Men jeg håber det. Mine dage er for tiden som forvandlet. At arbejde og studerer byen, dens rum, parkanlæg, landskabernes bølgen eller let flade fald imod kysten er vidunderligt. Det er noget som helt konkret giver mening at arbejde med. Lidt ligesom det at skrive sine digte, sin prosa osv. Jeg ved ikke præcis, hvad det er jeg vil spørge dig om. Men jeg tror det handler om det poetiske. Om sætningernes glimt fra linjebrud til linjebrud, eller det fortællende flow som opløser sig selv i nye betydninger. Jeg ved ikke. M. sendte mig et citat af Rosemarie Waldrop, som lød noget a la "Language grows so grassgreen grass". Det synes jeg er meget smukt. Men jeg ved heller ikke helt hvad det skal betyde. Det er en sær omvej. Men omvejene er spændende, ligesom de aftryk vi sætter i verden, i de mennesker vi møder på vores vej, på nettet, i virkeligheden. Jeg har set at du tager mange billeder af skygger, af menneskers skygger. Det kan jeg se en god idé i. At man igennem billedet af skyggen danner sig et billede af mennesket. Som i skriften, måske. Jeg fortaber mig vist. Jeg sidder på Nørrebro, hører Radiohead, har læst om labyrinter og vildveje som er den eneste vej frem, drukket te, og alt er i den skønneste orden: idag afleverede jeg et udkast til en digtsamling hos Borgen. Men det var ikke det jeg ville. Jeg tror bare jeg fik lyst til at skrive til dig. Nu er det gjort. Jeg ønsker dig alt godt.

Jeg venter og venter.

Tidsskriftet Morgenrøde, nummer nul, er snart tilgængeligt på www.morgenrøde.dk.

Læseliste (dvs. minus litteratur der knytter sig til mine studier i bydesign/landskabsarkitektur) 2010

Walter Benjamin: Barndom i Berlin omkring år 1900
Peter Laugesen: Hamr & Hak

Morgenrøde

Morgenrøden er den rødfarvning af himlen, som skyldes lysets brydning gennem atmosfæren. Da lysstrålerne rammer jorden næsten tangentialt, skal de gennemtrænge meget tykke luftlag. Derved filtreres de andre farver bort, så kun det røde ses.

Desuden kan partikler i luften medvirke til at den røde farve bliver kraftigere, hvilket blandt andet ses efter store støvstorme eller efter golfkrigen i 1991 hvor Saddam Husseins tropper satte ild til de kuwaitiske olieboringer med store røgskyer over hele verdensdelen til følge.

Fænomenet svarer ganske til den rødfarvning af himlen, som ses ved solnedgang. Der kan dog tænkes at være en lille forskel i, at luften har et lavere, relativt vandindhold om morgenen.

Nu er det for det meste fodboldhooligans der bliver sat i futtog, men aktivister bliver det også.

Dit liv er jordens ar. Patetisk. Sentimentalt. Jeg kan ikke arbejde med det. Det er da klart, at det ikke interessere flere mennesker. Spred dog lidt glæde. Lidt smil. Ræk ud efter drømmene og giv dem til de fattige, de tørre, de triste. Byd op til dans og peg på sproget som noget konkret. Det omgiver os, det indhyller os. Det varme sprog (modbydeligt) og det kolde sprog (nøgternt). Jeg gider ikke gå rundt og kede mig længere. Lad os bare sige det er mig der gav op. Lad os bare sige det. Lad os bare tale om at opfatte sætningen som en del af virkeligheden på samme måde som et bord, fx. Der ligger et revolutionært potentiale gemt her, i sproget (originalt), i måden vi taler med hinanden på. Men hvor er det du taler fra? Fra fjendens lejr, måske, fra hele den verden, der har afvist dig hele dit liv (og som altid vil iagtage dig som en fiasko) og aldrig hele det hele. Derfra satte det nydelige kærestepar sig under den mørke elm, blæsten blev svag i knæene og da Michael samlede sin egen smerte i to sætninger var Pia allerede gået fra hinanden. Når det skete var det selvfølgelig fordi de ikke kunne leve sammen, og til deres dages ende måtte gå tidligt i seng og arbejde hårdt. Mere konkret fandt både Michael og Pia nye elskere, og skabte hver for sig hver deres helt almindelige familie. Virkelig dejligt.

Det var umuligt at komme videre.

En fugl sidder inde i min krop og hakker i mit hjerte, presser på lungerne og lader sine vinger omforme mit hovede til ren abstraktion. Jeg fortsætter ufortrødent arbejdet på tiden, og giver slip.

Luften er kold og klistrer til alt går i frost og forsvinder. Forbandelserne hænger sig i hinanden og bliver til krig. Små blomster af lykke ligger trætte i vinden og bekymrer sig ikke om noget. Det knaser under os selvom det er blødt. Øjne opløses i jorden mens regnen fortrylles til sne. Forvandlinger flår huden af de fleste.

Jeg så dig i øjnene og så ned i en afgrund af nat. Åh-åh

blablabla

Efterårsstorme og nætter alene blandt andre (dette mønster uden farve). Lyset falder gråt ned fra ruden og fjerner sig mere og mere fra mørket i dine øjne, fra dine fingres tilfældigt henover hud. Jeg går ikke i stykker, men udenfor regner det tæt, og skyerne går fra hinanden som tunge dråber, der hænger i alt. Jeg går med det sentimentale, det ustandseligt sitrende hjerte (et ekstra slag) , flagrer med det latterligt følsomme, efterårsregnen og mit tunge hovede (et til). Dagen efter vendte jeg tilbage til museet. Ikke for at se malerierne igen (slet ikke). Jeg kunne ikke komme ind i de billeder(twombly) og selvom jeg prøvede at finde noget jeg kunne gribe om, var du allerede forsvundet (jeg skulle have spurgt om dit navn). Det er det flygtige som bliver hængende i luften, rester af hinanden i hinanden (fugtigt). Store blå øreringe, ikke andet. Udenfor dvæler byen. En bil kører forbi. En til. De små ligegyldige detaljer, farven, der er falmet i bogen i vinduet, lyden af overboen, der bevæger sig omkring (en let knirken), værelset, værelset, værelset.

Mine øjne klynges ind i hud, i hud, i hud

Jeg har ikke sat dæmonerne fast i dine øjne.

Jeg kan slet ikke forstå den politiske virkelighed i Danmark lige nu. Det bekymrer mig.

Det er en trist nyhed, at Svend Auken er død.

ROMAN ROMAN (Driv den af dig!)

I Danmark var der engang ganske rigtigt en sorgløs generation af unge, som smilende nød sommeren, solen og havet - og som altid valgte Pepsi. Jeg lærte dem snart at kende, ikke personligt, men på afstand. De lignede os.
- Vi er der snart, sagde han.
Hun nikkede men svarede ikke. Det var "Two Brothers", en engelsk fragtdamper, der skulle østen
om Odden for at komme sydefter over Kategat til en af østersøhavnene.
Et sekund lignede hun Juliette Binoche. Så blev hun sig selv igen, næsten endnu smukkere.
Det vidste han. Det var naturligvis længe siden han var holdt op med at tænke på sig selv som en virkelig person. Hvis han overhovedet levede i denne verden, var det med Hugo Olsen Jacobs imaginære person som mellemled. En stol skurrede. Måske kom der nogen. Synet af de pyntelige forhaver og det milde lys fra vinduerne havde ikke længere den gode indflydelse på ham.
De blå blomster, hun holdt op mod ham, og hendes blå øjne forekom ham i det øjeblik at være et
billede på alt det, der var uden mening. Hun var blevet i sengen om morgenen, og de havde ikke talt sammen endnu. Han mærkede blæsten og den tætte, ustandselige støvregn ude fra Nordsøen.
- Fordi landet er midt i en politisk krise, hviskede hun svagt.
Og han forstod med det samme at det var dét blomsterne var til for.
- Underligt kan det gå, svarede han, ingen ved hvor evnerne sidder gemt.
Næste morgen fandt de ham hængende højt i den store sølvabild i Rosengården. Der sad en krage
på hans hovede med tæerne i hans grå hår. Stilheden fik hende til at lytte til sine egne lyde, den lette knirken hjerteslaget fremkaldte i fjedrene og dynens svage skraben, når hun trak vejret og brystkassen hævede og sænkede sig. Jeg er godt tilfreds med blomsterne, tænkte hun, de ser ud til at lykkes for mig.

Handling

Jeg var på Brænderigården i Viborg. Der er en udstilling som hedder Sound Made Visible. Den er værd at se.

Jacob Kirkegaard

Roman. Åh

Det første kapitel sætter alt på plads. Så følger forvirringen i de følgende kapitler. Til sidst har vi forstået det hele.

Vi sover for længe, og pludseligt er alt for sent. Et vindfang af tid, eller bare en forvirret snublen. Ind over byen bevæger alt sig i hvidt, og vi, vi driver videre (ikke for vinden, men) igennem gaderne, leder efter tilfældet og det unægteligt ærlige. Det mislykkede er en poetik. Vi har sovet over os og ladet vores drømme bestemme for længe. Undskyldninger, undskyldninger, undskyldninger.

Vi forstår godt, at det kan være svært. Det menneskelige, følsomheden, linjen af gråt der følger blikket henover dagen. Vi ved, at alt stadig er muligt.

Længe ventede vi på det alvorlige, på det midlertidige og det foruroligende. Vi blev jaget af tanken om at handle ambitiøst, og når vi vågnede om morgenen, var det som om noget fulgte os fra de drømme, vi troede, vi havde lagt bag os.

Det modbydelige: Tænkningen som flapren. Og så denne tøven (Hulkravet kodriver i stadig forvandling).

Vi bekender os til ydmygheden.

Magten er det eneste, vi stræber efter. Der er ikke andet, vi kan gøre.

Man kunne tro, at det ikke kun er tilstedeværelsen, men hele skriveriet, der er forsvundet. At det utrolige er sket: skriften er udtømt, sygnet hen (måske), at det er en febrilskhed, som findes i denne tone, på denne blog. Hele morgenen har det regnet, hele natten har min krop været udspændt i en stadig opvågnen blandet med drømmebilleder, minder og håb. Det værste er ligegyldigheden. At de fleste digtsamlinger, de fleste romaner, novellesamlinger etc., som udkommer ikke er gode nok, betyder ikke længere noget for mig. Fred være med, at de fleste ikke har ambitioner om andet end anerkendelse. Fred være med konsekvenserne af deres ligegyldigheder. De kan gå rundt med deres egen personlige myte, deres egen personlige kamp for at slå igennem. Deres håb om at leve af at skrive (ligegyldighed). Fred være med det. Selv modsproget virker ligegyldigt, anfægtelsen (enigheden (fordi den ikke er modig, men konform)), den præcise sætning. Helt ærligt! Hvad er det for en ambition for litteraturen?
I virkeligheden er det modbydeligt: Mit hovede er fyldt med mennesker, der lever i virkelig angst for at dø, og som dør: Brændende lig, præcisionsbomber, bådflygtninge, sultkatastrofer, diktaturer, arbejdslejre(fabrikker). Det hele er alligevel en ørken, så hvorfor bekymrer I jer om litteraturen (og frygten for at den bliver demokratiseret)? Det kan rende mig.
Foran mig tordner landskabet (et overdrev, en hede, en køliggrøn mose) mens alt bliver dækket af salt. (Der er jo så mange som mener det godt).

Vi er ikke en del af jeres lort.

Tal med en anden

Vi havde svært ved at forstå det.

I længere tid var der noget, som havde plaget vores indre.